Fra arbejderbarn til kunstnerspire
Carl-Henning Pedersen fødes i 1913 i København. Hans familie tilhører arbejderklassen, og han vokser op med et stærkt politisk engagement. Som ung drømmer han om at blive komponist eller arkitekt, men et ophold på Den Internationale Højskole i 1933 får afgørende betydning for hans fremtid. Her møder han Else Alfelt (1910–1974), som introducerer ham for malerkunsten. Parret gifter sig året efter, og i 1936 debuterer de begge på Kunstnernes Efterårsudstilling i København.
Sammen om den abstrakte kunst
Carl-Henning Pedersen tager del i de grupperinger, der I årene før Anden Verdenskrig lancerer den moderne, abstrakte kunst i Danmark. Han deltager aktivt i Liniens aktiviteter – en sammenslutning af kunstnere, der i årene 1934–39 udgiver et toneangivende kunsttidsskrift og præsenterer den abstrakte malerkunst på en række udstillinger. Da Linien opløses, melder han sig i 1942 ind i Høstudstillingens rækker. Under Anden Verdenskrig bidrager han med en række artikler og tegninger til tidsskriftet Helhesten.
Et internationalt gennembrud
Carl-Henning Pedersen er også med, da den legendariske CoBrA-bevægelse bliver dannet i 1948. Her finder han ligesindede kunstnere, der deler hans idéer om en kunst baseret på frihed, fantasi og spontanitet.
Carl-Henning Pedersens udstillingsaktiviteter tager til op gennem 1950’erne. Han modtager Eckersberg Medaljen i 1950 og Guggenheimprisen i 1958.
Det internationale gennembrud kommer i 1962, hvor han er Danmarks officielle repræsentant på Biennalen i Venedig og desuden modtager UNESCO prisen. Året efter hædres han med Thorvaldsen Medaillen.
Monumentale udsmykninger
Carl-Henning Pedersen markerer yderligere sin position som en af Danmarks store kunstnere med en række monumentale udsmykningsopgaver i 1960’erne og 70’erne for H.C. Ørsted Instituttet (1959-64), Angligården (1966-68), John F. Kennedy-skolen i Gladsaxe (1974) og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning (1975 og 1992).
I 1983 påtager Carl-Henning Pedersen sig – på opfordring af Statens Kunstfond – udsmykningen af Ribe Domkirke. Han vælger et udsmykningsprogram, der omfatter mosaikker, glasmosaikker og kalkmalerier, og han gengiver de bibelske fortællinger i sin egen meget personlige fortolkning, som skaber stor debat i de trykte medier.
En kunstner i konstant bevægelse
Carl-Henning Pedersen markerer sig internationalt med en række fornemme udstillinger på kunstmuseer og gallerier verden over, og han er repræsenteret på nogle af de største museer. Gennem årene er der ofte bud efter ham, og hans værker udstilles konstant i ind- og udland. Kombineret med en imponerende rejseaktivitet efterlader det indtrykket af en kunstner, for hvem det er vigtigt at suge indtryk til sig for også at kunne udtrykke sig. En kunstner, der er i konstant bevægelse, og som, så snart et værk er skabt, deler det med andre. Her finder man også forklaringen på, at han gennem årene gavmildt donerer et stort antal værker – ikke blot til museet i Herning, men også til andre kunstmuseer i ind- og udland.
Et varigt aftryk på kunsthistorien
Indtil Else Alfelts død i 1974 lever parret tæt sammen i et inspirerende livs- og arbejdsfællesskab. Elses død betyder ikke blot et farvel til Carl-Henning Pedersens elskede livsledsager, men også til hans nærmeste kritiker og arbejdskollega gennem 40 år. I 1975 møder han under et ophold i Jerusalem den norske fotograf og kunstner Sidsel Ramson. Få år efter gifter de sig, og mødet med Sidsel Ramson markerer et vendepunkt i hans liv, der også får kunstnerisk betydning. Malerierne er i kunstnerens modne år blevet stadig friere og mere glødende i farven.
Carl-Henning Pedersens og Sidsel Ramsons faste base er igennem mange år deres landsted i Molesmes i Frankrig og i de senere år også bopælen på Frederiksberg. Her befinder kunstneren sig i sit rette element, tæt på himmelhvælvet og magien.
I 2007 dør Carl-Henning Pedersen 93 år gammel og efterlader sig med sin eget særlige billedsprog et varigt aftryk på dansk såvel som international kunsthistorie.