Else Alfelt

Gennem et liv præget af vilje, eksperimenter og internationalt udsyn finder Else Alfelt (1910-1974) sin egen kunstneriske vej, og fremstår i dag som en central skikkelse i dansk efterkrigstidskunsthistorie.  

Nedenfor følger en kort introduktion til en markant dansk kunstner,  der med naturen, kosmos og det indre landskab som omdrejningspunkt udvikler et helt særegent abstrakt billedsprog, der vækker opmærksomhed i både ind- og udland.

Else Kirsten Tove Alfelt (1910-1974) bliver født og vokser op i København, men tilbringer det meste af sin barndom i pleje og på børnehjem. På børnehjemmet forærer en tante hende en malerkasse. Denne malerkasse bliver startskuddet til Elses fremtid som maler. Hun gengiver dagligdagen på børnehjemmet ved at portrættere de andre børn eller male udsnit af parken og kirken, som hun jævnligt besøger. Når hun maler, glemmer hun alt om hverdagens små og store konflikter og sorgen over at være endt på børnehjemmet. Hun oplever fred og ro i krop og sind og for svinder ind i en anden verden.

Som ung får Else afslag fra Kunstakademiet, hvilket ikke stopper hende fra at forfølge hendes drøm om at blive en anerkendt kunstner. I stedet tager hun, så at sige, penslen i egen hånd og udvikler efterhånden sit eget udtryk, der bevæger sig fra et naturalistisk udtryk til senere et abstrakt udtryk.

I 1934 starter hun på Den Internationale Højskole i Helsingør med en vision om både at male i atelieret og lære sprog i klasselokalerne, så hendes drøm om at opleve verden, kan gå i opfyldelse. På højskolen møder hun ungkommunisten Carl-Henning Pedersen, og deres møde udvikler sig til et tæt parløb i livet såvel som i kunsten.

Efter højskoleopholdet flytter Else og Carl-Henning sammen, bliver gift, og hurtigt får de deres første datter, Vibeke, der senere får lillesøsteren Kari-Nina. Den lille familie bor i en halvandetværelseslejlighed, der både danner ramme om familielivet og begge forældres passionerede arbejde med kunsten. Forældrene skiftes til at tage pigerne med i parken og arbejde hjemme, hvor sengen bliver omdannet til staffeli. Indtægten er fraværende for de to unge kunstnere, der må leve af den begrænsede sociale hjælp, kommunen tilbyder. Derfor må de tænke alternativt både i kunsten og i hverdagen. Kunstværker skabes derfor på tapetrester og finerplader frem for syrefrit papir og lærred, og aftensmaden består af kartofler serveret med kartofler.

I midten af 1930erne møder Else og Carl-Henning maleren Egill Jacobsen ved en antikrigsdemonstration. Gennem ham introduceres de for en kreds af eksperimenterende kunstnere, - bl.a. Richard Mortensen, Henry Heerup, Asger Jorn, Erik Thommesen og Sonja Ferlov - der arbejder med det abstrakte maleri. Det bliver startskuddet til Elses deltagelse igennem de følgende årtier i en lang række banebrydende kunstnersammenslutninger, der hver for sig sætter deres uudslettelige præg på kunsthistorien.

Hun er med overalt i den kunstneriske avantgarde – i udstillings- og kunstnersammenslutningerne Linien (1934-39), Høst (1932-49), Skandinaverne og Helhesten (1941-44), som bliver forløber for den internationale CoBrA-bevægelse, der sidst i 1940erne sikrer kunstnernes og herunder også Elses internationale gennembrud. Else deltager engageret i det internationale samarbejde, som bliver drevet af lysten til kollektive eksperimenter og spontan udfoldelse.

Med gennembruddet opstår muligheden for, at Else igennem legater får sin drøm opfyldt om at rejse ud i verden. Efter Anden Verdenskrig foretager hun sine første rejser til Lapland, Norge og Island, hvor hun maler en serie af luftige og farverige akvareller under indtryk af den storslåede natur, hun møder på sin vej.

Else bliver betaget - faktisk bjergtaget - af den natur, hun møder og maler. Især bjergene optager hende, for, som hun selv siger: ”Bjerge er en grænse mellem det virkelige og det uvirkelige, de er det sted, hvor himmel og jord mødes. Går jeg i bjergene, har jeg en fantastisk fornemmelse af forbindelse med alle tider. Der er intet tidsbestemt, jeg tror, at sådan har det været al lerførst, og sådan vil det være allersidst. Det er noget sikkert i en verden, der ellers hele tiden forandrer sig.”

Naturen i Elses billeder kan virke bekendt og måske rolig, men er samtidig ny, abstrakt, voldsom, vild og anmassende. Man kan sige, at Else ikke kun afbilleder ydre landskaber, men også indre landskaber som billeder på sinds- og samfundstilstande.

Denne nye måde at male naturen på vækker opsigt, og Else bliver i 1951 både den første kvinde og den første abstrakte maler, der modtager Ny Carlsbergfondets prestigefyldte Romerstipendiet, der gør det muligt for hende at rejse endnu mere rundt i Europa.

På sine rejser igennem Italien bliver Else fascineret af de mange smukke mosaikker, landet byder på i form af storslåede monumentale værker i f.eks. kirkerum. Det er især den såkaldte Ravenna-teknik, der optager hende. Her hugges hver enkelt mosaikstift individuelt ud, så den får sine egne former og kanter. Kanternes ujævnheder bryder lyset mere intenst, end hvis mosaikken er lavet på den såkaldte omvendte metode, hvor alle stifter er ens og overfladen plan.

Drømmen om selv at arbejde med de både fysisk og økonomisk krævende mosaikker går i opfyldelse, da Carl Henning i 1958 modtager Guggenheimprisen, hvormed der følger et markant pengebeløb. At modtage penge i den størrelsesorden er egentligt imod Else og Carl-Hennings fælles værdisæt, men kompromiset bliver, at en del af mid lerne bliver omsat til et atelier i Bovbjerg og resten til glasplader til parrets mange og omfangsrige mosaikværker.

I begyndelsen af 1960erne bliver der kigget måbende efter de togvogne, der ankommer med netop glasplader direkte fra italienske Murano til vestjyske Bovbjerg. De mange glasplader kommer gennem årene på huggeblokken i atelieret, hvor de med håndkraft bliver omdannet til de mosaikstifter, der i dag er at finde i de to kunstneres mange mosaikværker herunder for eksempel "Kloder i Gyldent Rum", som Else laver på bestilling af Statens Kunstfond.

I 1967 går en stor drøm i opfyldelse for Else, da hun for første gang rejser til Japan. Her besøger hun bl.a. et zenbuddhistisk tempel. I templet oplever hun, hvordan munke bevæger sig rundt i såkaldte zenhaver, hvor de tegner mønstre i sandet med en pind og placerer sten og andre naturmaterialer, som tilsammen skaber forgængelige kunstværker. Mønstrene skabes med sirlighed og stor koncentration velvidende, at de ved det mindste vindpust eller lette regndråbe vil forsvinde for evigt. For munkene er det ikke resultatet af den kunstnerisk skabende proces, der er vigtig, men processen i sig selv. Det handler ikke om at skabe et værk med det formål at få lov at vise det frem. Kunsten skabes for at finde indre ro og balance - at finde zen.

Det går op for Else, at hendes kunst lige her - på den anden side af jorden - endelig finder sit rette spejlspillede. Hun føler sig hjemme. Lige siden hun som barn på børnehjemmet startede med at male, har hun oplevet, hvordan kunsten netop har givet hendes liv og tanker ro og balance. Hele livet har hun altså intuitivt skabt sin kunst efter japansk forbillede i sine gentagne skildringer af naturen og kosmos. Rejsen bliver en åbenbaring, og indtrykkene fra tempelhaverne i Kyoto og fuldmånen over Fuji vokser sammen med den japanske kalligrafis penselstrøg ind i Elses kunstneriske univers.

Elses japanske inspiration udfolder sig direkte i udstillingen "Stenlygternes land" i 1968, hvor hun i udstillingssalen indretter en zen-have med et mål om at føre gæster ind i en zen-tilstand. Elses berømte billedserie "Universets blomst" er et eksempel på, hvordan hun selv finder zen gennem den kunstnerisk skabende proces. I denne serie maler hun op mod 100 billeder med samme teknik. Her indleder hun med en automattegning, hvor hun med en blyant tegner cirkler oveni hinanden. Herefter starter et omfattende arbejde med at farvelægge alle felterne, der er opstået i automattegningen. Ikke to felter er ens, og Else lægger sirligt malingen på, så blyantstregen får lov at stå frem og skabe rum mellem de mange farvestrålende felter. Arbejdet med serien er omfattende, og det er ikke mindst fysisk krævende at skabe de mange gentagelser. Else bruger gentagelserne meditativt til at finde zen i processen.

Med Universets Blomst ønsker hun at skabe en ny og anderledes kunstoplevelse for beskueren. I stedet for beskueren leder efter narrativer eller egentlige fortolkninger i værkerne, opfordrer hun til, at man bruger serien til selv at finde zen ved at lade blikket vandre fra billede til billede og lade sig suge ind i universets blomster, indtil gentagelserne skaber ro i både krop og sind. Denne tilgang til kunsten er et nybrud i 1960erne og er i dag fortsat aktuel - måske endda mere end nogensinde før?

I 1973 hædres Else Alfelt med Thorvaldsen Medaillen. Året efter dør hun pludseligt efter at være faldet om på gaden, kun 63 år gammel. Udover familien og en bred skare af venner og kunstnerkollegaer efterlader hun sig et omfattende livsværk bestående af akvareller, malerier og mosaikker - et unikt livsværk, hvor hun med sin konsekvente og helt egen stil skaber en helt særlig position inden for tidens avantgardebevægelser, der både før og nu gør hende til en vigtig og markant kunstner i både dansk og international sammenhæng.

Efter Elses pludselige død donerer Carl-Henning hendes livsværk bestående af 1000 værker til Herning, hvor hans museum er under opførelse. Ved museets åbning i september 1976, står der således "Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum" på fronten. Carl-Henning skaber museets åbningsudstilling udelukkende med værker af Else, fordi han ønsker at hylde den kvinde, han har fulgtes med i kunsten såvel som livet i mere end 40 år. Hyldest fortsætter i 1993, da museet udvides med Prismesale, hvor prismet er som taget ud af Elses ikoniske naturmaleri. I dag forsætter museet hyldesten ved løbende at skabe særudstillinger, der præsenterer nye perspektiver af Elses liv og værk, ligesom museet også løbende låner Elses værker ud til udstillinger i både ind- og udland.