Museets historie

Allerede i 1943 mener Carl-Henning Pedersen, at kunstnerens frihed er i fare, hvis han eller hun må male for ”den brede smag”. Ideelt skal samfundet overtage kunstnernes produktion og til gengæld give dem noget at leve for. Han ser for sig moderne kunstbiblioteker, hvor malerierne kan give glæde til så mange borgere som muligt.

Carl-Henning Pedersens vision om at gøre kunsten tilgængelig ender ikke med kunstbiblioteker. I stedet får kunstneren sit eget museum i Herning, der i dag rummer mere end 6000 værker af ham og hustruen Else Alfelt. Visionen fra den gang er forsat indlejret som en DNA i museets virke; kunsten skal ud til alle!

Nedenfor følger en kort introduktion til museets tilblivelse og herefter en tidslinje, der giver overblik over, hvordan et eventyrligt sted bliver til på en græsmark i Herning...   

Carl-Henning Pedersens internationale gennembrud i 1960’erne ændrer ikke på hans modvilje mod at sælge sine værker. I 1965 afviser han at sælge til Statens Kunstfond og begynder i stedet at nære ideen om et egentligt énmandsmuseum.

Startskuddet til de forhandlinger, der senere fører til museumsetableringen i Herning, gives i et interview i Berlingske Tidendes påskenummer 1966. Interviewet ledsages af fotografiet “Tut Ankh Amons skatkammer i 66-udgave”, hvor Carl-Henning ses omgivet af hundredvis af stablede malerier på Carlsberg-bryggeriets loft.

Her foreslår han sensationelt at skænke staten hele sin produktion fra 1936 og frem – en gave, der dengang anslås til 20–50 millioner kroner – mod at staten stiller en passende bygning til rådighed.

Forslaget modtages positivt af kulturministeren, som undersøger muligheden for en placering i København. Under høringen opstår imidlertid bekymring for, om et énmandsmuseum vil skabe præcedens. Som Carl-Henning selv formulerer det, frygter man, at både ”dårlige” og også gode kunstnere kunne ønske sig deres eget museum, og hvad vil man så stille op?

Planerne om et museumsbyggeri fortsætter dog i København. I Utterslev Mose er der plads til en kunstpavillon i japansk stil, hvor Carl-Henning Pedersens samling kan udstilles i den inderste sal – ikke for sig selv, men sammen med anden moderne kunst. Også andre byer melder sig på banen. Holbæk og Hjørring er i spil, ligesom Asger Jorn og Jørn Utzons nye museum i Silkeborg.

I Århus giver den berømte arkitekt og professor C.F. Møller sine studerende som afgangsopgave at tegne ”et museum til maleren Carl-Henning Pedersen” beliggende på et fiktivt område syd for Århus – og det bliver C.F. Møller og sønnen Mads Møller, der ender med at tegne museet ud fra Carl-Henning Pedersens specifikationer.

I Herning foreslår borgmester Jens Mathiasen at anvende den gamle herregårdsbygning Herningsholm som museum. Carl-Henning Pedersen har allerede en særlig relation til Herning gennem skjortefabrikanten Aage Damgaard, som har engageret ham til at udsmykke den indre gård i Angligården. “Muren i Herning” afgør i sidste ende, hvor museet skal ligge.

Museumsbyggeriet i Herning kan således begynde efter en lang og kompleks proces, der har været i gang siden 1966. Carl-Henning Pedersens drøm bliver omsider en realitet den 13. september 1976, da museet indvies af Dronning Margrethe - og dét ikke blot med Carl-Henning Pedersens egne malerier, men også med værker af hans afdøde hustru, Else Alfelt.

Siden sætter Carl-Henning Pedersen sit præg på Herning ved flere lejligheder. I 1993 får den runde museumsbygning selskab af en pyramideformet bjergtinde, “som symbol for Else Alfelt, Bjergenes og lysets malerinde”, som formanden for byggeudvalget skriver. I 2015 kommer en underjordisk tilbygning til, der skaber forbindelse mellem det oprindelige museum og Angligården. C.F. Møllers Tegnestue sikrer endnu en gang æstetisk og tematisk kontinuitet mellem bygningerne og landskabet.

Selv beskriver Carl-Henning Pedersen sit museum som et eventyrligt sted i Jyllands hjerte.

I 2003 følges pyramiden op af et udråbstegn, da en obelisk med keramisk udsmykning af Carl-Henning Pedersen rejses i midten af rundkørslen tæt ved museet. Tilsammen fremstår de tre former – cirklen, trekanten og linjen – som eventyrlige manifestationer af Carl-Henning Pedersens vision om at tilgængeliggøre kunsten for folket.

1933-34
Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen møder hinanden på Den Internationale Højskole i Helsingør. De bliver gift og slår sig sammen – både i kunsten og i livet.

1936
Else Alfelt og Carl-Henning Pedersen får fast bopæl og arbejdsplads i en halvandetværelses lejlighed på Ny Carlsberg Vej i København. Samme år debuterer de begge på Kunstnernes Efterårsudstilling.

1948-51
Sammen med andre kunstnere fra Danmark, Holland og Belgien tager kunstnerparret del i CoBrA. Gruppen kæmper for den for frie kunst som fundament for en fri verden.

1950
Else Alfelt bliver både den første kvindelige og abstrakte kunstner til at modtage Ny Carlsbergfondets eftertragtede rejsestipendium, Romerstipendiet.

1954
Kunstnerparret flytter til en større lejlighed på Esplanaden i København. Helt konkret resulterer dette i, at deres værker fra midten af 1950’erne også udfolder sig i større formater.

1958
Carl-Henning Pedersen tildeles The Guggenheim National Award.

1960
Carl-Henning Pedersen stopper med at sælge sine værker til private.

1962
Carl-Henning Pedersen repræsenterer Danmark på Venedig Biennalen og tildeles UNESCO-prisen. Han får her sit internationale gennembrud, men overrasker hele kunstverdenen ved ikke at ville sælge sine værker.

1964
Skjortefabrikant Aage Damgaard inviterer Carl-Henning Pedersen til at skabe Europas største kunstværk på murene i den nye Angli-fabrik i Herning.

1965
Carl-Henning Pedersen afviser at sælge ud af sine værker til Statens Kunstfond.

1966
I Berlingske Tidende tilbyder Carl-Henning Pedersen at forære staten en meget stor del af sit livsværk. Den kæmpemæssige donation skaber stor debat i dagspressen, hvor bl.a. Sophienholm, Løgumkloster og herregården Herningsholm foreslås som mulige rammer for kunstnerens værker.

1966-1973
Debatten raser i dagspressen for og imod et museum for Carl-Henning Pedersen.

1968
Den 1.000 m² store keramiske udsmykning Fantasiens leg om livets hjul indvies i Angligården i Herning. Værket er Europas største kunstværk og foræres af kunstneren til fabrikken, på den betingelse at værket altid vil være offentligt tilgængeligt. 

1969
Dialogen om et museum fortsætter, og udstillingen ”200 billeder i 12 dage på Louisiana” viser en række af de værker, der forhandles om.

1973
Else Alfelt bliver tildelt Thorvaldsen-medaljen.

Det besluttes, at et museum for Carl-Henning Pedersens kunst skal opføres i Herning.

1974
Else Alfelt dør i en alder af 63 år. Carl-Henning Pedersen forærer Herning 1.000 værker af Alfelt, og hans drøm om sit eget museum bliver erstattet af et museum for kunstnerparret.

1976
Museet i Herning indvies af Dronning Margrethe II. Museets første udstilling er udelukkende værker af Else Alfelt.

1977
Carl-Henning Pedersen bliver gift med den norske fotograf og arkitekt Sidsel Ramson. Hun bliver en central del af museet i Herning, og frem til 2003 er det de to, der årligt skaber nye udstillinger på museet.

1993
Museet udvides med den underjordiske ”Prismesal”. Formen er som hentet ud af Else Alfelts motivkreds og er en hyldes til hendes kunstneriske univers.

1998
Udstillingen ”Dialogue” med den japansk-amerikanske kunster Shinkichi Tajiri bliver den første på museet med kunstnere udefra.

2001
Carl-Henning Pedersen udnævnes til æresborger i Herning.

2003
Museet overgår til kunstfaglig ledelse.

2007
Carl-Henning Pedersen dør i en alder af 93 år. Hans urne nedsættes i Angligården midt i hans hovedværk Fantasiens leg om livets hjul.

2015
Museet udvides med yderligere to underjordiske sale, så der skabes direkte forbindelse til Angligården og værket Fantasiens leg om livets hjul.

2025
Den første retrospektive vandreudstilling med kunstnerparret Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt sendes ud i verden.