ANGLI UNIKA
Den hvide Angli-skjorte var engang symbolet på en hel epoke. I 1950’erne og 60’erne blev den skabt i hjertet af Herning – dér hvor kunst, tekstil og erhvervsliv smeltede sammen og lagde fundamentet for områdets særlige kulturhistorie.
Nu vender skjorten tilbage i en ny og radikal form. Den Londonbaserede designer, Jens Damgaard Laugesen, med rødder i Herning genfortolker den klassiske Angli-skjorte. Gennem sine karakteristiske dekonstruktioner splittes skjorten ad, vendes på vrangen og samles på nye måder – som skulpturelle værker mellem mode, kunst og installation.
I samarbejde med studerende fra VIA Design præsenteres eftermiddagen med et stemningsfuldt modeshow i den indre Angligård, hvor de nye fortolkninger vækkes til live i performative og sanselige formater. Samtidig bliver værkerne præsenteret som en del af museets udstilling Angli Avantgarden.
ANGLI UNIKA er en hyldest til skjortens storhedstid – dengang “Danmark gik med Herning i nakken” – og til den kreative arv, der stadig lever videre i mødet mellem kunst, design og tekstil.
Glæd dig til
Catwalk
Gratis entré til Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum
Et godt glas
Åbningstale ved Louise Byg Kongsholm / Fremtidsforsker og trendanalytiker
Alle er velkomne, det er gratis at deltage
- og tilmelding er ikke nødvendig!
Et samarbejde i tråd med områdets DNA
Brandet Angli Unika er udviklet af Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i samarbejde med JBS, der i dag er indehavere af Angli. Museumsleder, Lotte Korshøj uddyber:
”Angli Unika er ønsket om at fortælle den unikke historie fra området på stadig nye måder, der gør historien aktuel og nærværende. I 50erne og 60erne ansatte Aage Damgaard kunstnere på skjortefabrikken, der interagerede med syerskerne og skabte deres kunst på den baggrund. Med Angli Unika forenes kunst og tekstil endnu engang i Angli-bygningen og det har været fantastisk at opleve den synergi de studerende ved VIA-design har bidraget til i samarbejdet med Jens Damgaard Laugesen.”
En designer vender hjem
Jens Damgaard Laugesen er født og opvokset i Herning og har siden 1990érne boet og arbejdet i Paris og London. Efter mere end tre årtier vender han tilbage til områdets kultur- og tekstilarv for at skabe den nyeste udgave af ANGLI UNIKA, Han fortæller:
”Min designproces handler om at opløse eksisterende former og samle fragmenterne på nye måder. Jeg vender materialet på hovedet, splitter det ad, vender vrangen ud og bruger elementerne som byggesten til nye former. ANGLI UNIKA er således en forlængelse af mine dekonstruktive designs og det har været utrolig meningsfuldt at samarbejde med de studerende fra VIA-design. Fremtiden er lys med så dygtige studerende og det føles meningsfuldt at bringe nye generationer ind i dialogen om Angli-arven. Ikke mindst at slå tonen an for, at den historiske kulturarv kan aktiveres gennem nye kreative processer.”